You are currently viewing Al healing går gennem den personlige smerte

Al healing går gennem den personlige smerte

Al healing går gennem den personlige smerte

De dybeste healinger og de største personlige transformationer finder sted, når vi tør bevæge os gennem vores personlige smerte. Vi ved det måske godt, inderst inde, og alligevel er det noget at det allersværeste, vi kan gøre for os selv. At turde bevæge os gennem smerten. Derfor kan vi desværre holde den nede i årevis. Ja i værste fald hele livet. Måske nøjes vi med at overspringshandle os ud ad afveje og vildveje, men før eller siden når mange af os til det punkt, hvor den indre smerte stiller os stolen for døren og kræver at vi tør se på den og tage den alvorligt. Det kan skræmme os fra vid og sans. Men hvis vi tør begynde at bevæge os gennem smerten, vil der altid begynde af finde en forløsende og befriende healing sted. En healing der vil befri os fra vores dybeste angst og smerte, bringe os ro og glæde og ikke mindst en forståelse af, hvorfor vi har lidt.  Når vi tør bevæge os gennem vores personlige smerte, sætter vi os selv fri, og skaber mulighed for at leve det liv vi længes efter. Men hvordan gør vi det?

Erkend at smerten er der

Første skridt på vejen er at erkende at smerten er der, også selvom du måske ikke kan kalde den ved navn.  Måske ved du ikke, hvor din smerte stammer fra, fordi du kan ikke sætte ord på den eller forklare den. Vid, at hvis du ikke ved, hvor din smerte kommer fra, er det måske fordi du har lukket af for den for at overleve. Det var klogt gjort. Men måske er tiden inde til, at du i tryghed kan begynde at kigge på den og frigøre dig selv fra den.

Hvis du ved, hvor din smerte stammer fra, synes du måske, at du ikke burde have den, for alt i alt går det da meget godt og du klarer dig. Måske skjuler du din smerte for alle andre end dig selv. Måske skammer du dig over den og føler at du burde være kommet dig over det der skabte den. Måske synes du, du er for voksen eller for klog til at have det dårligt, eller du ved om andre der har oplevet det samme som dig, og de har det altså fint. Måske synes du det virker som om der ikke er andre der har det ligesom dig, og derfor vil du bare gerne gemme din smerte og dig selv væk. Men faktum er, at smerten er der. Når du erkender det, kan du begynde at forløse den.

Grundsmerten

Det er hårdt at kæmpe uanset hvilken smerte du er rundet af.  Du har sandsynligvis lært at navigere i livet alligevel. Du har lært at leve med smerten indeni, og du holder den nede samtidig med at du står op om morgenen og går på arbejde, interagerer med andre mennesker, er sammen med familien og bevæger dig gennem hverdagen. Og du ved, hvordan du skal dulme den.

Det kan også være du føler, at du ikke kan navigere i livet, at du ikke kan holde smerten nede, at den styrer alt, forhindrer dig i at gå på arbejde, have familie og dybe relationer, og at du er fanget i et liv du ikke vil leve. Alligevel lever du i det og finder en form for normalitet og stabilitet i det, selvom du er dybt ulykkelig. Men det behøver ikke at være sådan. Det er muligt at arbejde dig gennem smerten, så den ikke længere styrer dit liv. Du kan selv sætte processen i gang, men det kan også være, der sker noget, der tvinger dig til at gøre det. Det er det vi kalder livskriser eller et wake-up call.

Livskrisen

Så længe alt er som det plejer, og du har nogenlunde kontrol, går det meget godt. Også med at holde smerten nede. Når der så pludselig sker noget – det gør der som regel, sådan er livet – benytter grundsmerten lejligheden til at råbe op og gøre opmærksom på sig selv og bede om at blive taget hånd om. Det kan være du oplever helt naturlige livsomvæltninger som problemer med kærlighed, børn, job, økonomi eller oplever dødsfald, sygdom eller ulykker.  Når sådan nogle ting sker, når livet markant ændrer sig, når vi får et chok, bliver ramt af sorg, eller måske bliver traumatiseret, vil den allerede iboende smerte indeni, som vi har holdt nede, også blive aktiveret. Det er som en dæmning der brister, sluserne åbnes, alt flyder over. Hvad gør vi så?

Livskriser er altid en invitation til at gå dybere. Der er selvfølgelig den enkeltstående begivenhed, der kan være den udløsende faktor, og den er vi som oftest også villige til at tage hånd om, så længe den er konkret. Men husker vi at være opmærksomme på, hvad der ellers kommer op til overfladen? Tør vi gå dybere? Er der et mønster i vores reaktioner der gentager sig gang på gang i forskellige livsscenarier når vi bliver rykket ud af balance? Og hvad sker der, hvis vi tør tage hånd om det? Du kender sikkert en og anden der oplevede en livskrise og derefter lagde sit liv fuldstændigt om. Måske er du selv i gang med det. Hvad skete der? Hvad kom op og ville ud i livet?

Når vi stagnerer

Men hvad med, når der ikke lige har været en krise der har igangsat transformationen, tænker du måske. Hvad med, når du som årene går bare bliver hjemsøgt af den der nagende, insisterende følelse af, at der er noget det tynger dig og blokerer for din livsglæde? Hvad med, når du føler du ikke kan være så glad, som du inderst inde drømmer om at være? Hvad med, når dit faktiske liv ikke stemmer overens med det liv du længes efter? Hvad med den form for smerte? Den hvor du drømmer om det andet liv, hvor du føler dig lykkelig og elsket og dybt tilfreds indeni?

Får du taget hånd om den smerte?  Har du spurgt den, hvor den kommer fra, og hvad den prøver at fortælle dig? Hvis ikke du kan sætte ord på den, har du så prøvet at bede nogen om at hjælpe dig med det?

At turde er første skridt

At turde lære smerten at kende og bevæge sig gennem den, er roden til al forløsning og sand healing. Og det kræver noget arbejde. Alt efter hvor skadet du er, hvor dyb din smerte er, hvor tidligt i livet den opstod, og hvor længe du har gået alene med den, kan det være et forholdsvis let stykke arbejde, eller det kan være hårdt arbejde. Sådan er det bare. Der er ikke noget quick fix. Til gengæld er det alle strabadserne værd, det lover jeg dig.

Der sker nemlig noget, når du begynder at tage hånd om din indre personlige smerte og tage din tilværelse og din eksistens seriøst. Der vil ske noget med dig, når du tager styring, i stedet for at føle at livet er noget der sker uden du har indflydelse på det, eller at andre mennesker, tilfældige omstændigheder eller ’sådan er det bare’ har kontrollen over dig, og du ikke kan gøre noget.

Gennem healingprocessen kan du transformere dit liv og lære dig selv at kende på et dybt plan. Du kan lære ikke at være bange for smerten, bange for at leve, bange for at elske, bange for at turde. Du kan lære at finde fred indeni og stå solidt og trygt plantet i livet med viden om, at du passer på dig selv og at du kan klare livets udfordringer, hvad end der sker.

Jeg ved, det kan være angstprovokerende, jeg ved det kan være svært. Derfor er det så vigtigt, at vi tør tale om smerten. Så vi ikke er så bange for den.

I kommende indlæg vil jeg skrive mere om smerten, hvordan vi kan lære den at kende, så vi kan begynde at turde tale om den og heale den. Jeg fortæller også om, hvordan du kan lære dit grundsår og dit grundmønster at kende, hvorfor det altid stammer fra barndommen, og hvorfor du aldrig skal sammenligne din smerte med andres.